Hvordan vælger man en industriovn?

Ovnen er hjertet i køkkenet. Det er en uundværlig maskine i stort set alle restauranter og kantiner, og i dag findes der et udvalg af industriovne, der vil slå benene væk under dig. De er i høj grad blevet digitaliseret, så man kan programmere opskrifter, styre temperaturer, damp og luft undervejs, og så hjælper displayet med at fejlsøge. Men de klassiske analoge ovne med drejeknap fås stadig.

Mange kender Hounö og Rational her i Danmark, men hvis man ikke har budgettet til det, er der faktisk også nogle mindre kendte mærker der laver ret god kvalitet. Så, hvis du vil spare lidt penge og samtidig undgå at købe den forkerte ovn, bør du læse med her.

Start med at vurdere, hvor meget du skal bruge ovnen

Hvis du kun bruger ovnen et par gange om dagen, kan du sagtens vælge en billigere analog ovn, som ikke kan en hel masse. Her kan du få en god ovn med 5 stik til omkring 20.000 kr. ekskl. moms.

Men, hvis du derimod bruger ovnen konstant, og til mange forskellige ting, så skal du øge budgettet og købe noget med flere funktioner. Du skal op og give omkring 40.000 kr. for en 5 stiks model, hvis du vil have en god digital kombiovn. Her kan du så dampe, styre luftfugtighed og kernetemperatur, få vaskesystem og gemme opskrifter. Det er hele pakken, som mange restauranter efterspørger.

Hvor mange stik skal man vælge?

Størrelsen på en industriovn måles i stik, altså antallet af plader der kan være i ovnen. Små restauranter kan tit klare sig med 6-7 stik, men i større restauranter skal man op i en ovn med 10 eller 20 stik. Her kan det dog være smartere at vælge to ovne med halvt så mange stik. Så kan man køre to forskellige programmer på samme tid.

Industriovn til bagning

Hvis du kun skal bruge ovnen til at bage, kan du vælge en simpel konvektionsovn (varmluftsovn) med eller uden damps. Du kan naturligvis vælge en med digital styring, hvis du vil lave mange forskellige ting eller har medarbejdere der ikke er bager, som skal kunne lave et godt resultat uden en masse erfaring. Her kan du så programmere nogle opskrifter du tit bruger.

Hvis du skal bage delikate ting, såsom småkager, er det vigtigt med en model, hvor blæseren kan slås fra eller sættes på et meget lavt niveau. Mange industriovne har nemlig en for voldsom blæser til så delikate bageemner. Du bør overveje om du skal bruge en leverandør der er ekspert i bagerimaskiner i stedet for en storkøkkenforhandler.

Udsugning og afløb

Når du køber en industriovn med damp, skal du huske at etablere et afløb der kan håndtere varmt vand tæt på ovnen. Derudover er udsugning en vigtig ting. Hvis ud allerede har en restaurant, og bare skal have skiftet ovnen ud, er der sikkert styr på dette. Tag fat på din VVS eller udsugningsekspert for rådgivning til dette.

Afkalkning

En sidste vigtig ting, når du køber en industriovn, er vandbehandling. Altså afkalkning af vandet, så din ovn ikke kalker til og går i stykker. Her bør du spørge din storkøkkenleverandør om, hvad du skal bruge.